Dansk versionEnglish version

Lynhurtig infrastruktur

Det nordlige Danmark, Nordjylland, er begunstiget af en effektiv infrastruktur med Danmarks tredjestørste lufthavn, adskillige færgeforbindelser, hele tre motorveje, tognet og mange større motortrafikveje og landeveje.

Aalborg Lufthavn har dagligt mindst 20 afgange fordelt på tre flyselskaber alene på Aalborg-København ruten. Ruten er Danmarks største indenrigsrute med flere passagerer end på alle øvrige indenrigsruter tilsammen. Desuden flyves til en række udenlandske destinationer i Europa.

Det samlede antal motorvejskilometer i landsdelen er Danmarks længste i forhold til antallet af indbyggere. Her forekommer sjældent kø og derfor kan møder og varetransport tilrettelægges fleksibelt og finde sted i hurtigt tempo.

Adskillige færgeforbindelser og hurtigruter findes i næsten alle landsdelens større havnebyer og foregår med store moderne færger. Sverige kan i dag nås på to timer og Norge på 3½ time fra det nordlige Danmark.

Den kollektive trafik med tog og bus er også velfunderet i landsdelen.

- Nordjylland skal være et godt sted at arbejde, bo og opleve. Med gode og udviklende rammer for såvel erhvervslivet som for den enkelte borger, lyder filosofien i landsdelens politiske centrum, Region Nordjylland.